ACCEPT OG VILLIGHED I ACT

Det unikke ved acceptarbejdet i ACT

ACT bygger på kontekstuel funktionalisme og er en adfærdsterapeutisk metode, der har rødder i den radikale behaviorisme hvor alt, hvad en organisme gør – inkl. de sproglige processer – betragtes som adfærd. Dette medfører en unik tilgang til det terapeutiske acceptarbejde, som på centrale måder adskiller sig fra andre måder at arbejde med accept på. Det kan du læse mere om her.

Accept er en af de 6 kerneprocesser i ACT og accept er således en fundamental del terapien og det terapeutiske fokus i ACT. Selvom accept kun beskrives som én proces i ACT, består acceptarbejdet i ACT reelt af to processer, hvor den ene skaber fundamentet for den anden.

Underminering af det, vi kalder ”kontrolagendaen”, dvs. alt det klienten gør for ikke at opleve uønskede indre tilstande.
Udvidelse, som en øget kapacitet til at opleve indre tilstande (tanker, følelser, sensationer, impulser, trang, mv.) uden undgåelse og modstand.

Klarlæg den adfærd, der hindrer accept

Accept handler om villighed til at have dine indre oplevelser og tilstande, sådan som de er og give slip på at vurdere, evaluere, fordømme og bebrejde dine egne tanker, følelser, minder, impulser og kropslige sensationer.

Accept handler altså om villighed til at møde op til dine ubehagelige, uønskede og smertefulde følelser, tanker, minder, impulser, kropslige sensationer mv.) uden ambitioner om, at forandre dem, reducere, dulme, berolige, analysere, forstå dem eller undgå dem: Uden kamp!

På samme måde som du ikke krøller ørene sammen og lukker dem for de lydindtryk, som du oplever i hverdagen, behøver du heller ikke at lukke din bevidsthed for at undgå de indre oplevelser og sindstilstande, der foregår i dig.

—-

Accept starter altid med, at vi søger at hjælpe klienten med at opdage og bremse al den adfærd, som handler om ikke at opleve egne indre tilstande. Vi arbejder med udgangspunkt i det, som sker, når det smertefulde dukker op i klientens liv og i sessionen med os og vi har fokus på både:

Den ydre synlige adfærd.
Den sproglige og mentale adfærd (tænkning).
Den ydre og indre (sproglige) adfærd, som viser sig i sessionen, når noget smertefuldt dukker op.

Når vi bremse al den adfærd, som handler om oplevelsesmæssig undgåelse, komme klienten i kontakt med det smertefulde. Herved hjælper vi klienten med at få erfaringer med at være sammen med det, som er smertefuldt, uden modstand, forsvar, undgåelse, kontrol – uden oplevelsesmæssig undgåelse.

Udvidelsesarbejdet – kapaciteten til at være med det svære

Udvidelsesprocesser er det, vi introducerer klienten til, når det smertefulde dukker op i session og vi har undermineret kontrolagendaen.

Udvidelse er alternativet til kontrol og undgåelse af det smertefulde. Udvidelse handler om at praktisere accept, dvs. en villighed til at være med det, som er.

Accept er den “frivillige, anlæggelse af en intentionel åben, modtagelig, fleksibel og ikke-dømmende holdning med hensyn til oplevelsen øjeblik for øjeblik” (Hayes 2013, s.317).

Accept er en ikke dømmende åbenhed

Vi møder klientens smerte fra et accepterende ståsted, hvor vi bær og holder, det som er og søger at hjælper klienten til at gøre det samme, ved at:

Fremme en ikke-dømmende bevidst opmærksom kropslig kontakt med de erfaringer og oplevelser, som klienten kommer i kontakt, sådan som de er og opleves nu og her i terapien: ”lige nu er et smertefuldt øjeblik”…. ”her er frygten for ikke at slå til”…. ”jeg ser dig.. det gør så ondt lige nu… Er du villig til at sidde lidt med det, uden at stille noget op med det?… Hvor mærkes det mest lige nu….?…. Kan du give det lov til at være her?…. Jeg beder dig ikke synes om det, men give det som alligevel er her, lov til at være her?”
Udvide opmærksomheden, så der både er den smertefulde indre oplevelse og det fysiske rum omkring os, som kan opleves med de 5 sanser. “Her er knuden i maven, tårerne i øjnene, halsen, der snører sig sammen… og læg mærke til, at du også trækker vejret…. og du sidder her i den her stol, i det her rum og kan se dig omkring og lægge mærke til det, du ser, læg mærke til at smerten er her og du er i kontakt med mig lige her og nu og kan høre min stemme… og du knuden i maven er her også – det hele er en del det, som kan opleves lige nu“.
Øge klientens bevidstheden om, hvad deres ”mind” er fuld af og opdage de betydninger, som begivenhederne i deres liv får samt holde disse tanker, lidt let, fremfor som sandheder. “Hvad var det, du lige blev ramt af? Hvad sagde din hjerne lige før, da det strammede til? Hvad siger dit sind/din mind/din hjerne lige nu? Hvilken respons har den til det, der sker lige nu? Dukker der nogen evalueringer af dig selv op? Var der noget hjerne var ved at prøve at overbevise dig om… om dig selv/om fremtiden/om fortiden?”

EXTRA

Tanker, følelser og de tilhørende kropslige sensationer er hverken positive eller negative. De er menneskelige bevidshedsstrømme, som kontinuerligt er i forandring og som vi ikke behøver at

Accept står i værdiernes tjeneste

Målet er at hjælpe klienten med at være mest muligt til stede i nuet. Ved at hjælpe klienten med at være nærværende med det, som er, øges klientens evne til fleksibelt at tilpasse sin adfærd til konteksten og de kontekster som denne smerte ellers dukker op i. Dette muliggør at klienten bedre kan handle i overensstemmelse med egne grundlæggende/personlige værdier – selv i nærvær af de smertefulde indre oplevelser.

Accept står i værdierne tjeneste og er aldrig et mål i sig selv.

Når klienten begynder at tage skridt i retning af værdibaserede handlinger, kommer ubehagelig tanker og følelser på spil: Usikkerhed, tvivl, frygt for ikke at lykkes, frygten for ikke at slå til, for at blive afvist osv. Hvis vi her fanges i den håbløse kamp med vores egne indre tilstande, så mister vi retningen og mister kontrollen over vores værdsatte livsførelse.

Accept – fremfor kamp og undgåelse – muliggør, at vi kan holde fast i at handle på vores værdier, selv i nærværet af det, som er smertefuldt og svært.

EXTR;

I ACT har accept et formål: Hensigten med at praktisere accept, er at opøve færdigheder i at møde de uønskede indre tilstande uden at kæmpe med dem. Ved at give slip på alle ambitioner om at forandre uønskede følelser og tanker og i stedet tillade disse, at være som de er, muliggør vi at fokus kan rettes mod det, som er personligt værdifuldt og vigtigt at engagere sig i. Dette er definitionen på psykologisk fleksibilitet.

We hurt, where we care
and we care, where we hurt

Accept er ikke en passiv laden stå til

Accept er rettet imod de indre oplevelsesmæssige tilstande, som vækkes af de ydre vilkår, vi ikke kan forandre.

Det handler ikke om at acceptere livets vilkår, fx handicap og sygdom eller tab og passivt overgive os til “skæbnen”. Det vi kan forandre, skal vi naturligvis engagere os i at ændre.

Accept er et aktivt valg, der handler om en radikal selvaccept i forhold til de betydninger vores mind giver os, om det som er sket eller sker. Accept er rettet mod de indre oplevelsesmæssige tilstande som vi kommer i kontakt med, når smertefulde betydninger/tanker om vores liv og livsvilkår er på besøg.

Ved at møde smerten med ikke-dømmende, åben nysgerrighed (accept) opnås en øget psykologisk fleksibilitet i forhold til, hvordan vi relaterer til både os selv og vores liv.

Smerten kan i nogle tilfælde tiltage, i andre tilfælde aftage, men i begge tilfælde kan livet levet mere åbent og værdibaseret.

Accept er et valg

I ACT søger vi ikke at berolige, dulme, aflede eller se tingene fra andre vinkler. Vi søger at skabe plads til det, som er, sådan som det er, og ikke sådan som det udgiver sig for at være.

Vi har ingen ambitioner om, at indholdet af det smertefulde skal forandres, for at personen kan blive bedre til at håndtere det. Det er forholdet til smerten som forandres – ikke indholdet og ikke personen. Mennesker betragtes som hele og intakte og der er ikke noget, der skal “fixes” eller “bearbejdes” først, før de kan forandre deres relation til deres smerte.

Smerten er her uanset om vi praktisere accept eller ej. Det er ikke noget nyt, der skal opleves og væres med eller bæres af klienten. Accept er villigheden til at vælge at møde op til det smertefulde, som allerede er her, uden ambitioner om, at forandre det.

Villighed/accept er ikke et mål, som kan opnås, men en vedvarende proces, som vi kontinuerligt kan vælge, hver gang vi kommer i kontakt med noget smertefuldt.

Villighed er derfor heller ikke en følelse – det er et valg.

EXTRA:

Du kan ikke “opnå accept” eller lærer dine klienter at acceptere specifikke livsvilkår og så sætte flueben ved, når accept er opnået. Det er ikke dét, accept handler om. Accept er ikke en tilstand eller følelse, som kan opnås, men derimod en forholdemåde, som vi mennesker kontinuerligt, igen og igen aktivt kan vælge. Det gælder både dig selv og dine klienter og det gælder både i og uden for terapien.

Villighed er et godt synonym for accept, fordi det understreger, at accept/villighed er en kontinuerlig forholdemåde i mødet med det, som er svært. Accept er et muligt valg i mødet med alt fra de helt små hverdagsubehageligheder til de virkelig store, rædselsvækkende, grumme og smertefulde indre tilstande, som når f.eks. frygt, magtesløshed, usikkerhed, tvivl, ikke god nok, forkerthed, skam, uelskelig og utilstrækkelig overtager din indre scene og du krymper helt sammen inden i.

Accept kan praktiseres og øvelse gør mester.

Praktiserer du accept?

Hvis du gerne vil blive bedre til at opdage, hvornår du praktisere ACT konsistent accept i terapien, så kan du med fordel overveje følgende spørgsmål i forhold til specifikke klienter:

Prøver du at forklare og overbevise klienten om at slippe kontrollen og acceptere det smertefulde?
Hjælper du klienten med at komme i kontakte med deres smertefulde oplevelser i jeres sessioner?
Hjælper du klienten med at blive opmærksom på sin egen sproglig adfærd og opdage bevidsthedsprocesserne , mens de sker?
Hvad kan du komme til at fusionere med og tro på om klientens smerte, som kan få dig til at berolige, trøste eller evt. undgå klientens smertefulde oplevelser?
Hvilke fortællinger om dig selv, om klienten og om psykoterapi kan komme til at dominere din adfærd og trække dig væk fra at praktisere accept og villighed med din klient?
Hvilke følelsesmæssige tilstande kan du selv have svært ved at være med hos klienten? Og hvad gør du, når det sker? Hvilken adfærd kan du fange dig selv i at gøre, når dette sker?