ACT skaber øget psykologisk fleksibilitet
Acceptance and Commitment Therapy (ACT) er en moderne kognitivadfærdsterapi. ACT trækker bl.a. på accept- og mindfulnessprocesser med henblik på at skabe øget psykologisk fleksibilitet og fremme et adfærdsrepertoire, der afspejler den enkeltes personlige værdier og har fokus på at øge den samlede livskvalitet.
Psykisk sundhed og robusthed handler om psykologisk fleksibilitet. Psykologisk fleksibilitet er evnen til at kunne håndtere ubehagelige og uønskede tanker og følelser, som de viser sig i vores krop og vores bevidsthed og ændre eller fastholde en adfærd, der er mere anvendelig i forhold til den enkeltes valgte værdier.
For at øge den psykologiske fleksibilitet, er der med Acceptance and Commitment Therapy fokus på at hjælpe klienter med at:
- udvikle en accepterende, ikke-dømmende, kærlig og medfølende tilgang til sig selv og indre oplevelser (følelser, tanker og kropslige fornemmelse) – også de uønskede
- komme mere i kontakt med, hvad der giver mening og værdi for den enkelte og øge evnen til at gribe nuet og handle (commited) på det.
Accepter med sindsro de ting, som du ikke kan ændre. Ha’ modet til at ændre de ting, som du kan – og visdom til at se forskellen.
ACT bygger på RFT
ACT står på skuldrene af tidligere tiders psykologiske teorier og filosofiske grundantagelser og er den psykoterapeutiske metode, som udspringer af ”Relational Frame Theory” (RFT), hvis filosofiske grundlag er ”kontekstuel funktionalisme”:
Relational Frame Theroy (RFT) er en teori om, hvordan sprog og tænkning muliggør, at vi mennesker når som helst kan komme i kontakt med lidelsesfulde oplevelser i form af ubehagelige erindringer fra fortiden og skræmmende forudsigelser om uønskede scenarier i fremtiden.
Fordi vi mennesker har sprog, der kan skabe relationer til for- og fremtid og kan trække lidelsesfulde oplevelser frem, kan vi ikke undslippe livets lidelse ved situationelt at fjerne os fra den.
Vi kan heller ikke aflære oplevelser, læring og erfaringer. Alt lagrer sig i et netværk af forbindelser, som udbygges via den måde, sproget skaber relationer mellem erfaringerne på.
Kontekstualisme bygger på antagelsen om, at der ikke findes én objektiv sand forståelse i verden. Al menneskelig handling og mening må forstås i en kontekst. Kontekstualisme forgrener sig i en deskriptiv og en funktionel retning:
Den deskriptive kontekstualisme ligger til grund for en anden psykoterapeutisk retning, nemlig den narrative og socialkonstruktionistiske, der har fokus på interventioner i forhold til de sproglige beskrivelser/narrativer.
ACT bygger på funktionel kontekstualisme og har fokus på at arbejde med, hvor funktionel en given handling er i en given kontekst.
ACT bygger på funktionel kontekstualisme og har fokus på at arbejde med, hvor funktionel en given handling er i en given kontekst.
Fokus på vores forhold til lidelse
Med udgangspunkt i disse forståelser af psyken og psykologiske problemer, arbejder vi i ACT med vores måde at forholde os til lidelsen, og hvorvidt denne forholden er funktionel/nyttig eller ej i forhold til det, som vi ønsker at opnå.
Problemet er altså ikke lidelsen i sig selv f.eks. i form af symptomer, diagnoser, fortidige traumer m.v. Problemet er, hvorvidt vi forholder os til lidelsen på en måde, der er nyttig og hjælpsom i forhold til det liv, som vi ønsker at leve.
Uhensigtsmæssig kamp- og flugtstrategi
Når vi oplever smertefulde og ubehagelige indre tilstande, er vi tilbøjelige til at havne i en mental krig med os selv, hvor vi rigidt kan blive optagede af at komme væk fra ubehaget.
Hjernen reagerer på det indre ubehag, som om det er en reel ydre trussel og aktiverer vores kamp- og flugtberedskab. I den vestlige verden er vi samtidig omgivet af kulturelle myter om, at psykisk sundhed er at være positiv, glad og fuld af selvtillid, og når vi ikke er det, så skal det fikses.
Når der er tale om en ydre trussel, så er kamp, flugt og undgåelse effektive strategier, som reelt kan reducere truslen. Når vi håndterer vores eget følelsesliv på samme måde, kan det forværre problemet.
Forskning viser, at jo mere vi prøver at kontrollere og undslippe vores indre ubehagelige oplevelser, desto mere opmærksomhed tiltrækker disse tilstande og desto større intensitet og fylde får de i vores liv. Vi kan komme til at glemme resten af verden og indskrænke vores engagement i det, som ellers giver vitalitet og mening og herved forstørrer vi problemerne yderligere.
Pain
+ Willingness to experience the pain
= VALUE BASED LIVING
Pain
+ Struggling to not experience the pain
= SUFFERING
Fordi kampen med lidelsen er problemet, er ACT også en transdiagnostisk model og metode, der har dokumenteret effekt på en bred vifte af psykiske lidelse. Dertil handler ACT ikke kun om håndtering af psykisk lidelse, men om at hjælpe den enkelte med at leve et rigt og meningsfuldt liv.
Fravær af lidelse giver ikke i sig selv et liv med mening og mål. Livet leves, når vi er engagerede i de ting, som giver personlig værdi, som er værd at kæmpe for.
En model for psykologisk fleksibilitet
Det primære terapeutiske redskab i ACT er en model, der kaldes ”Hexaflexen” (se billede nedenfor). Navnet henviser til, at modellen er en hexagon (hexa) med fokus på fleksibilitet (flex). Modellen beskriver de 6 kerneprocesser, som definerer det terapeutiske arbejde i ACT.
De 6 kerneprocesser i ACT
Nedenfor kan du læse mere om de 6 kerneprocesser, og hvordan de hver især kan bringes i spil i klient-terapeut samarbejdet med fokus på klientens proces.
Accept er villighed til at opleve indre tilstande uden modstand og kamp, sådan som de præsenterer sig som oplevelsesmæssige tilstande i vores krop.
Accept handler om at hjælpe klienten med at slippe fri af kampen med sig selv og sine egne indre uønskede tilstande ved gradvist at lære metoder, der i stedet udvider den enkeltes kapacitet til at opleve sig selv med alle sine følelsesmæssige, mentale og kropslige tilstande. Accept er et alternativ til oplevelsesmæssig undgåelse, som ofte er omkostningsfuld og kan have en psykologisk skadelig effekt for klienten.
F.eks. arbejdes der i ACT med at lære klienter med angst metoder til at opleve angst som en følelse i kroppen uden at gøre tiltag til at berolige, reducere, fjerne eller distrahere. Smertepatienter lærer metoder til at slippe kampen med smerten og komme mere sensorisk i kontakt med de fysiske delkomponenter, som har fået etiketten ”smerte”. Accept er ikke et mål i sig selv, men en proces, der fremmer evnen til at handle effektivt, værdibaseret og omsorgsfuldt over for sig selv.
En metafor for accept er f.eks. at betragte de indre følelsesmæssige tilstande som børn i en børneflok. Alle børn har brug for opmærksomhed, anerkendelse og omsorg – og det samme gælder alle vores følelser: Vores vrede, sorg, skam, glæde, frygt, tristhed osv. Ved at møde vores indre tilstande med accept lærer vi også gradvist at acceptere os selv med alt, hvad vi er og indeholder.
En anden god metafor er, at indre tilstande er som vejret. Den naturlige tilstand for vejret er ikke, at solen skal skinne hele tiden, og vi bør stoppe alt, hvad vi foretager os og bekymre os om, hvad der er galt, når det regner eller er overskyet. Den naturlige tilstand for vejret er en kontinuerlig omskiftelighed.
På samme måde er den naturlige tilstand for menneskers indre tilstande ikke tilstedeværelsen af positive tanker og behagelige følelser, men derimod en kontinuerlig omskiftelighed af alle mulige forskellige indre tilstande. Accept-processer handler om at lære slutte fred med det indre vejrs omskiftelighed og dermed med sig selv.
Kognitiv defusion handler om at udvikle et ”klogere” forhold til vores sprog og tænkning, hvor vi forholder os til tænkningen som indre mentale tilstande, der foregår i os og ikke som absolutte sandheder om, hvem vi er, hvad vi kan og ikke kan.
Vi har vores tanker – vi er ikke vores tanker.
Hvis vores tænkning om virkeligheden sammenblandes og forveksles med vores rå-sansemæssige erfaringer med virkeligheden, så får tankerne det, man kalder ”stimuli-funktion”, dvs. vi reagerer på tankerne som en virkelighed frem for det, de er: Tanker.
Tænkningens indhold betragtes altså ikke som symptomer på noget, der skal kureres. Tænkning er – uanset indholdet – tænkning.
ACT opfatter tænkning som normalpsykologiske processer, som vi kan lære at håndtere på en ”klogere” måde, hvor vi lærer at slutte fred med vores tanker frem for forgæves at prøve at bekæmpe og ændre naturlige menneskelige processer.
Der er et utal at defusions-teknikker, øvelser og metafoer, som reducerer og svækker tænkningens stimuli-funktion og altså forandrer, hvordan vi forholder os til vores tanker.
Den enkleste defusionsteknik består i at opdage og italesætte tanker, som tanker. Herved kan klienten begynde at opdage, at de uønskede tanker, er mentalt input og ikke absolutte sandheder, der skal tages bogstaveligt.
Når klienten har fået nogle færdigheder i at kunne opdage og observere sine tanker og tankeprocesser, kan vi begynde at bruge defusionsteknikker på mere smertefulde og uønskede tanker:
En ubehagelig (”negativ”) tanke, som f.eks. ”Jeg duer ikke til noget”, kan observeres ved, at man gentager sætningen: ”Jeg lægger mærke til og observerer, at jeg har den tanke, at jeg ikke duer til noget”.
Man kan også takke sin hjerne for input eller navngive tankeprocessen som f.eks. ”selvkritik”, ”selvkritik”, ”selvkritik” eller ”tænkning”, ”tænkning”, ”tænkning”.
Defusionsteknikker skal bruges med medfølelse, ellers kan de virke devaluerende i forhold til klientens oplevelser.
I ACT søger vi at fremme en ikke-dømmende bevidst opmærksom kontakt med de erfaringer og oplevelser, som vi kommer i kontakt med både i den fysiske omverden og inde i os selv, sådan som de opleves nu og her.
Formålet er at øge klientens evne til fleksibelt at tilpasse sin adfærd til konteksten og i højere grad handle i overensstemmelse med egne grundlæggende værdier.
Mindfulness handler om at øge bevidstheden om, hvad vores ”mind” er fuld af. Mindfulness træning/meditation er en formel måde at træne færdigheder i ikke-dømmende nærvær. En basisøvelse er f.eks. at guide klienten til venligt at lade opmærksomheden hvile på vejrtrækningen. Når tankerne vandrer væk (som de altid vil gøre), trænes klienten i blot at lykønske sig selv for at opdage tankeinputtet og venligt bringe opmærksomheden tilbage til vejrtrækningen igen og igen. Vi træner formelt klientens evne til at ”fange tankerne på fersk gerning” og venligt vende tilbage til her-og-nu oplevelsen af det valgte fokus (indåndingen og udåndingen).
Målet med mindfulness er at være mest muligt til stede i nuet – at være nærværende med det, som er. Hvis klienten oplever uro, så hjælper vi klienten med at bringe nærvær til, hvordan og hvor uroen opleves lige nu og her. Mindfulness handler ikke op at opnå en bestemt tilstand, men om at opleve den tilstand, som er, mest muligt.
Feel more – not different
Mindfulness kan også trænes i forbindelse med fysisk bevægelse f.eks. en gåtur. Det bør især overvejes til klienter med depressive symptomer. Fokus for opmærksomheden kan så være dét, som opleves gennem én udvalgt sans ad gangen f.eks. til en start bemærke alle lyde og nysgerrigt undersøge disse som de sanseindtryk, de er. Efter et par minutter skifter man til en anden sans f.eks. alle synsindtryk osv. og sådan foregår det sans for sans nogle minutter ad gangen.
Med unge kan man med fordel træne mindfulness på deres yndlingsmusik og lære dem at lytte efter specifikke instrumenter og adskille sanseindtryk, rytme og tone m.v. fra hjernens evalueringer om, hvad den synes om musikken.
Endelig er mindfulness i ACT også en tilgang til vores egen måde at være i det terapeutiske rum på. Hvor vi bringer nærvær til de oplevelsesmæssige kvaliteter, som klienten kommer i kontakt med og hjælper klienten med selv at dvæle nærværende ved disse. Formålet er at træffe et aktivt valg om, hvad der i dette øjeblik i det terapeutiske rum vil være mest nyttigt for klienten at øve i forhold til sin måde at være nærværende med sig selv på.
”Selvet som kontekst”-processer indgår allerede indirekte i en del af accept, defusion og mindfulness-processerne. Men et direkte fokus på ”selvet som kontekst” vil forstærke og cementere disse processer yderligere. Dertil giver erfaringer med ”selvet som kontekst” klienter mulighed for at løsrive sig fra rigide og begrænsende selv-fortællinger og udvikle en mere kontinuerlig og stabil oplevelse af selvet som en altid tilgængelig sikker havn for vores måde at opleve os selv og vores indre begivenheder på.
”Selvet som kontekst” handler om at udvikle relationen mellem ”den, der oplever” og ”det, som opleves”. Dette kan betragtes som en bevægelse fra ”selvet som indhold” til ”selvet som kontekst”:
”Selvet som indhold” beskriver en selvforståelse baseret på de selvfortællinger, som den enkelte via livserfaringer, forestillinger og adfærdsmønstre genkender som ”mig selv”. Det dækker over alt det, man kan sætte: ”Jeg er …” foran.
Denne selvforståelse kaldes også ”det konceptualiserede selv” og rummer alle de mentale konceptualiseringer/beskrivelser af os selv, som vi har opbygget fra barnsben og livet igennem.
”Selvet som indhold” er ikke i sig selv problematisk, men det kan i visse situationer blive begrænsende for livsudfoldelsen. F.eks. når livsforandringer rokker ved vores konceptualisering af, hvem vi er og/eller når vi fanges i negative og skamfulde selv-evalueringer og selv-fortællinger/konceptualiseringer.
Med udgangspunkt i RFT tilbydes en anden forståelse af selvet, hvor selvet ikke opfattes som indholdet af vores erfaringer eller som en kerne i os, men derimod som de processer, der udgør vores erfaring.
”Selvet som kontekst” beskriver den observerende del af selvet, der transcenderer det, som observeres/opleves. Vi har vores erfaringer, vores selv-fortællinger, men er også meget mere end de begrænsede og foranderlige selvkonceptualiseringer. Vi er både opleveren og oplevelsen, betragteren og det betragtede. ”Selvet som kontekst” kunne også kaldes ”det observerende selv”.
Det bliver lidt mere håndgribeligt, hvis vi forholder os til tanker, følelser og kropslige sensationer, som indre begivenheder, der er i kontinuerlig forandring og opfatter ”selvet som kontekst” som vores stabile og uforanderlige evne til at kunne observere vores tænkning, vores følelser, vores sensationer, vores handlinger og vores sanseindtryk fra omgivelserne.
People are not broken, but they can be trapped in stories of brokenness
Ved at facilitere at klienten får erfaringer med ”det observerende selv” og erfarer dette som en uforanderlige konstant bag alt som opleves, så bliver indre ubehagelige begivenheder og selv-konceptualiseringer langt mindre truende at være i kontakt med.
Vores selvkonceptualiseringer forandres ikke, men vores forhold til dem ændres, så vi få øje på dem fra ”selvet som kontekst”. For klienter med traumer kan det være en stor hjælp at få erfaringer med en del af selvet, som er adskilt fra og ikke forandret af traumet.
Udover at dvæle ved klientens direkte erfaringer med ”det observerende selv” i forskellige situationer, kan vi også skabe erfaringer med ”selvet som kontekst” i mindfulness-øvelser, hvor vi guider klienter i at dvæle ved den del af dem selv, der oplever og observerer f.eks. deres vejrtrækning: ”Her er din vejrtrækning, og her er du, som lægger mærke til den”.
I defusionsøvelser kan klienter guides i at dvæle ved den del af dem, som betragter og observerer tænkningen og få erfaringer med både defusion og ”selvet som kontekst”.
I ACT handler arbejdet med værdier ikke om at formidle nogle overordnet moralske leveregler, men derimod om at hjælpe klienter med at leve på en måde, hvor de er mest muligt i kontakt med, hvad deres dybeste inderste intention for dem selv og deres liv er:
- Hvad der er vigtigt og meningsfuldt for dem i netop deres liv?
- Hvad de håber og drømmer om, at deres liv skal handle om?
- Hvad de selv ønsker at stå for som menneske?
Værdier kan således defineres som ”valgte livsretninger”, som udtrykkes ved de kvaliteter, vi vælger at vores handlinger skal være udtryk for – i et hvilket som helst øjeblik.
Værdier er iboende vores handlinger og kan ikke løsrives herfra. Derfor kan vi også altid genkende en værdi på, at den kan udtrykkes i navnemåde, dvs. man kan sætte ”at være” foran, f.eks. at være kærlig, at være omsorgsfuld, at være nysgerrig, at være nærværende osv.
Hver gang vi handler, investerer vi os selv, vores tid og energi i noget. I mange tilfælde er vores handlinger ikke bevidste valg, men mere en automatisk respons styret af oplevelsesmæssig undgåelse og regler om, hvad vi ”bør”, ”skal” og er ”nødt til”.
Jo tydeligere det er for os, hvilke værdier vi vil stå for inden for forskellige vigtige livsdomæner (familien, parforholdet, arbejdslivet osv.), desto lettere bliver det at få øje på og vurdere, hvilke handlinger der effektivt bringer os nærmere disse værdier, og hvilke handlinger som gør det modsatte. Det er fundamentet for at opbygge et stadigt større repertoire af værdibaserede handlinger.
Værdier må ikke forveksles med mål, som kan opnås eller ikke opnås f.eks. at få kærlighed og anerkendelse (emotionel målsætning) eller få et job, en kæreste eller rigdom. Værdier er mere en livsproces, som vi når som helst kan bruge som rettesnor eller kompas i forhold til, hvad vi ønsker at gøre, og hvem vi ønsker at være.
Jo mere effektivt vi handler og lever i overensstemmelse med vores valgte værdier, desto mere værdifuldt behandler vi os selv og vores liv, og desto større værdsættelse og tilfredshed vil vi opleve i forhold til os selv og vores liv. Dertil øger det vores erfaringer med at være handlekraftige, styrker vores livsvitalitet og bidrager til at vores liv bliver meningsfuldt og værdifuldt for os – hvilket ultimativt er målet med ACT.
Accept, defusion, kontakt med nuet og selvet som kontekst er alle processer, som baner vejen for, at klienter kan bevæge sig i retning af et værdibaseret liv uden at blive vildledt af sproglige fælder som mentalt input og selv-konceptualiseringer m.v.
Værdiarbejdet i ACT er en del af terapien lige fra begyndelsen.
- For det første sætter værdiafklaringen en retning for, hvad terapien skal føre til.
- For det andet er værdiafklaring en forudsætning for at bringe klienten i kontakt med de omkostninger, det har for det levede liv at være styret af oplevelsesmæssig undgåelse.
- For det tredje er det en vigtig faktor i forhold til at facilitere accept, idet villigheden til at opleve lidelsesfulde indre tilstande er langt større, når der er en mening med at opleve lidelsen.
ACT trækker på et væld af forskellige øvelser til værdiafklaring. Efter værdiklarlægning handler værdiarbejdet i ACT om at øge klientens evne til at diskriminere mellem handlinger, der bringer dem tættere på og længere væk fra valgte værdier. Der kan opøves færdigheder i at træffe flere og flere små hverdagsvalg og forbinde disse med værdsatte kvaliteter. Der kan udvikles kompetencer i forhold til at holde fast i at handle på værdierne som vores valgte livsretning – også når følelser og tanker dukker op og prøver at trække os væk herfra.
På engelsk bruges udtrykket ”committed action”, og ”commitment” er egentlig en mere præcis beskrivelse end ”engageret”. Det handler nemlig om, at hjælpe klienten med at forpligtige sig på sine værdier og opbygge et større og større adfærdsrepertoire omkring at udleve disse.
Handling og adfærdsforandringer er vigtige ACT-processer, fordi de bliver klientens skridt i retning af værdierne. Et værdibaseret liv er det ultimative mål med enhver behandling.
Udgangspunktet er, at vi mennesker altid har et valg i forhold til, hvordan vi responderer på vores livsvilkår, og denne respons kan være baseret på et bevidst, værdibaseret valg eller en mere bevidstløs reaktiv reaktion på tingene.
I terapien skal der derfor være fokus på at træne færdigheder i at vide,
- hvornår de valgte handlinger gør livet større og mere værdifuldt for den enkelte
- hvornår de valgte handlinger indskrænker livsudfoldelsen og gør livet mindre indholdsrigt og meningsfuldt for den enkelte
- hvad der udtrykkes med de handlinger, som vælges og blive mere bevidst vælgende ud fra de kvaliteter, som et værdifuldt liv indeholder.
Engageret handling er den ACT-proces, hvor de traditionelle adfærdsterapeutiske metoder inddrages og bringes i anvendelse, som f.eks. færdighedstræning, eksponering, adfærdsaktivering. Dog handler eksponering i ACT ikke om udslukning af en uhensigtsmæssig adfærd og reduktion af ubehag, men om opbygning et større og mere fleksibelt adfærdsrepertoire omkring det ubehag, som uvægerligt dukker op, når vi begynder at nærme os noget værdifuldt.
Vi kan ikke nærme os værdien: ”kærlighed” uden frygten for ikke at blive elsket. Vi kan ikke nærme hos værdien: ”forbundethed med andre” uden frygten for afvisning osv.
Fordi vores værdier og vores frygt er to sider af samme sag, er villighed en afgørende faktor i forhold til ”committed action”. Klientens villighed til at se sin egen frygt i øjnene, læne sig ind i frygtens oplevelsesmæssige kvaliteter og holde fast i at gøre det, som er vigtigt og værdifuldt i livet.
At handle committed på sine værdier indebærer, at der samtidig praktiseres villighed og de øvrige ACT-processer omkring ’Accept’, ’Defusion’, ’Kontakt med nuet’ og ’Selvet som kontekst’ sættes i spil over for de indre barrierer, som forventeligt opstår i forhold til at engagere sig i værdibaserede handlinger.
At vove er at miste fodfæste et kort øjeblik,
ikke at vove er at miste livet
– Søren Kierkegaard
Engageret handling faciliteres ved at lægge en plan for, hvilken adfærd som øves, gerne fra session til session, og som med tiden kan generaliseres til andre livsdomæner og indtænkes i udvikling af et større adfærdsrepertoire af værdibaserede handlinger.
Steven Hayes (2007) fremhæver nogle karakteristika, som er vigtige at huske på i forhold til engageret handling:
- Handlingen, som øves, skal være specifik og målbar
- Handlingen skal være opnåeligt for klienten
- Handlingen skal have fokus på, hvad som skal gøres, dvs. være handlingsanvisende
- Handlinger bliver oftere gennemført, når vi har forpligtet os over for andre, f.eks. at terapeuten har skrevet det ned, eller klienten har sagt det til andre eller skrevet det ned til sig selv
- Handlingen forstærkes, når klienten kommer i kontakt med den oplevelsesmæssige kvalitet knyttet til at vælge handlinger styret af egne værdier sammenlignet med den oplevelsesmæssige kvalitet knyttet til at lade handlinger være styret af oplevelsesmæssig undgåelse
- Handlingen skal være en del af en større handleplan, der er baseret på langsigtede værdibaserede mål.
A = Accept
C = Choose
T = Take action
De 6 processer præger i mere eller mindre grad konstant vores måde at være i verden på
I terapien er vi i ACT kontinuerligt – fra det ene øjeblik til det næste – opmærksomme på, om klienten er fanget ind i sine tanker og fortællinger (fusion) eller tager en position, hvorfra disse betragtes (defusion).
Vi har øje for, hvilke indre tilstande som træder frem i klienten. Når det er hjælpsomt, henleder vi klientens opmærksomhed på, hvordan klienten relaterer til disse tilstande (accept eller kamp), så klienten i den terapeutiske session også træner sin opmærksomhed på dét, som sker lige nu og her (kontakt med nuet) i klientens ”mind” og som kan betragtes og observeres af klienten (selvet som kontekst).
Det er også vigtigt, at klienten træffer aktive valg om, hvordan han/hun ønsker at forholde sig til sig selv og sit liv (værdier) samt hvilke handlinger og adfærdsrepertoire, som terapien hjælper til at opbygge (engageret handling) via traditionelle adfærdsterapeutiske metoder, som f.eks. eksponering, social færdighedstræning, adfærdsaktivering m.v.
Præcis samme opmærksomheder kan vi som psykologer/psykoterapeuter rette mod os selv. Med udgangspunkt i de 6 processer kan du altså i ACT-supervision lægge vægt på klientens process og/eller på dig selv og din egen måde at indgå i processsen med klienten på.
ACT Hexaflex til assessment
I terapien er fokus på interventioner, der sigter mod den eller de processer, hvor klienten virker til at være mest fastlåst. Følgende forhold kan overvejes i en sådan assessment:
(inspireret af Kelly G. Wilson)
ACT – et fint supplement til traditionel kognitiv terapi
ACT adskiller sig fra traditionel kognitiv terapi og kognitiv adfærdsbaseret terapi (KAT/CBT) ved ikke at arbejde med at ændre uhensigtsmæssige og tanker til mere hensigtsmæssige tanker (forandre tankeindholdet).
I stedet arbejdes der i ACT med at lære en accepterende tilgang til tankeindholdet. Fokus er rettet mod at få en anden relation til sine tanker. Her minder ACT og metakognitiv terapi om hinanden og begge tilhører således 3. bølge kognitiv terapi.
En anden forskel på ACT og andre kognitive metoder er, at ACT har større fokus på personlige værdier og eksistentielle spørgsmål. Der arbejdes ligesom i Eksistentialistisk psykoterapi med mening og valg.
Dertil inddrager ACT mindfulness-processer for at øge klientens opmærksomhed på egne tilstande og for at skabe en mere kropslig og direkte sansemæssig kontakt med disse – også når de er ubehagelige og uønskede.
Endelig trækker ACT på en overflod af oplevelsesbaserede øvelser til at fremme processer, som bidrager til at øge den psykologiske fleksibilitet.
Både kognitiv adfærdsterapi (KAT/CBT), metakognitiv terapi og ACT kommer fra den adfærdspsykologiske tradition, hvor man arbejder med adfærdsanalyser. Baseret på klientens erfaringer ser man på, hvor hensigtsmæssig en given adfærdsrespons er i forhold til, hvad klienten ønsker at opnå. Det, der fungerer, søges forstærket, og det, der ikke fungerer søges begrænset.
I både ACT og de øvrige kognitive adfærdsterapier er de psykologiske teorier forankret i forskning og evidens.
Process-Based Behavior Therapy, PBBT
– den nye 4. bølge i adfærdsterapi
Process-Based Behavior Therapy (PBBT) markerer en ny udvikling inden for kognitiv adfærdsterapi og bygger på den nyeste forskning i Relational Frame Theory (RFT). PBBT fokuserer på præcise, videnskabeligt målbare forandringsprocesser og skaber en endnu stærkere kobling mellem teori og praksis.
Metoden blev introduceret omkring 2015, hvor videreudviklingen af RFT skabte grundlaget for denne nye 4. bølge adfærdsterapi. Den første videnskabelige artikel om PBBT blev offentliggjort i 2023, og metoden er godt i gang med at vinde indpas i både psykoterapi og organisatoriske sammenhænge. Jeg har været i gang med at uddanne mig i metoden siden 2023 og forventes certificeret i Process-Based Behavior Therapy i løbet af 2025.
En ny måde at forstå adfærd, identitet og forandring
I Process-Based Behavior Therapy flyttes fokus fra udelukkende at arbejde med på adfærdens funktioner, som har domineret ACT og 3. bølge kognitiv adfærdsterapi, til i højere grad også at vægte betydningen af den meningsskabelse, som dominerer adfærden.
PBBT tilbyder en ny forståelse af adfærd og identitet gennem sproglige og relationelle processer – særligt i forhold til identitet og de sproglige mekanismer, der knytter sig til selvet – det, vi i ACT kalder “selfing” eller “selvet som kontekst.”
I PBBT sættes fokus på self-relating og self-other-relating, hvilket bringer den relationelle proces mellem klient og terapeut i spil på en ny og mere dynamisk måde.
Betydningen af den terapeutiske relation og det terapeutiske samspil bliver i endnu højere grad end tidligere 3. bølge-tilgange genstand for terapeutisk analyse og interventioner.
PBBT er udviklet af Dr. Yvonne Barnes-Holmes og Dr. Ciara McEnteggart, der har mere end 30 års erfaring med at forene forskning og klinisk praksis. Metoden anvendes bredt, både inden for psykoterapi og i organisatoriske og professionelle sammenhænge.
At arbejde med PBBT handler om at forstå, hvordan mennesker udvikler sig gennem deres relation til sprog, identitet og mening – og hvordan vi bedst kan facilitere reelle, målbare forandringer i terapi.
Jeg elsker at videreuddanne mig og følge med i de nyeste tendenser inden for psykoterapeutisk forskning og metode. Min fascination af Process-Based Behavior Therapy bunder i, at metodens konkrete og målbare afsæt i RFT giver langt større præcision i mine terapeutiske interventioner. PBBT gør mig ganske enkelt til en mere effektiv hjælper – både i supervision og terapi.