Lægehenvisning

Du kan bruge din lægehenvisning til psykologhjælp hos os – læs her hvordan

I klinikken i Roskilde – og online – tager vi imod lægehenvisning til psykologhjælp. Læs venligst nedenstående vilkår for brug af lægehenvisning grundigt.

Aut. Psykolog og Godkendt Specialist og Supervisor i Psykoterapi, Helle Birkholm, har overenskomst med Den Offentlige Sygesikring og kan tage imod lægehenvisning til psykologbehandling. Klinikkens andre psykologer tager ikke imod lægehenvisning.

Dét kan du få offentligt tilskud til

Du kan få offentligt tilskud til psykologhjælp med lægehenvisning til problemstillinger, som falder indenfor nogle særlige kategorier:

  • Hvis du har psykiske behandlingskrævende reaktioner på kritiske hændelser eller kritisk sygdom.
  • Hvis du lider af angst eller depression og er over 18 år.

Den Offentlige Sygesikring dækker ikke behandling af stress, selvværdsproblemer eller parforholds- og familieproblemer og heller ikke behandling af flyskræk, højdeskræk eller andre enkeltfobier. Vi hjælper dig gerne med disse problemer, men du kan ikke få offentligt tilskud til det.

Her kan du se en oversigt over, hvad du kan få offentligt tilskud til:

Kategorier, der giver ret til offentligt tilskud til psykologhjælp

    1. Røveri-, volds- og voldtægtsofre 
    2. Trafik- og ulykkesofre
    3. Pårørende til personer ramt af alvorligt invaliderende sygdom.
    4. Personer ramt af en alvorligt invaliderende sygdom med debut og/eller forværringen indenfor de sidste 12 måneder.
    5. Pårørende til alvorligt psykisk syge personer, hvor den pårørendes vanskeligheder er en følge af at være pårørende og er opstået indenfor de sidste 12 måneder.
    6. Pårørende ved dødsfald. Inklusive ufrivillig abort/dødfødsel efter 19. graviditetsuge.
    7. Personer, der har forsøgt selvmord
    8. Kvinder, der har fået foretaget provokeret abort, aktuelt efter 12. graviditetsuge
    9. Personer, der inden de fyldte 18 år har været ofre for incest eller andre seksuelle overgreb.
    10. Let til moderat depression hos personer over 18 år, som har let til moderat nedsat funktionsniveau pga. depressionen.
    11. Let til moderat angst hos personer over 18 år, som har let til moderat nedsat funktionsniveau pga. angstlidelsen. Lægen skal på henvisning have stillet en af nedenstående diagnoser:
      • Agorafobi – fobisk angst for at færdes alene
      • Socialfobi – fobisk angst i sociale situationer
      • Panikangst (moderat og svær)
      • Generaliseret angst
      • Lettere angst-depressionstilstand
      • Anden blandet angsttilstand
      • Andre angsttilstande
      • Angsttilstand, uspecificeret
      • Obsessiv-kompulsiv tilstand

Aktualitetskrav for kategori 1-8

For kritiske hændelser, må der på henvisningstidspunktet ikke være gået mere end 6-12 måneder siden, at den kritiske hændelse skete.

For kritiske sygdom, må der på henvisningstidspunktet ikke være gået mere end 6-12 måneder fra diagnosetidspunkt eller fra tidspunkt for forværring i evt. længerevarende sygdomsforløb.

Så mange samtaler kan du få

En lægehenvisning dækker op til 12 psykologsamtaler.

Ved kritiske hændelser og kritisk sygdom (kat. 1-8), har du ret til en henvisning per hændelse.

Ved angst og depression har du ret op til to henvisninger, hvis der er behandlingsmæssigt behov for mere end en henvisning.

Hvis du – efter endt behandling – igen får behov for behandling, så gælder evt. tilbageværende “klip” på den igangværende henvisning i op til 12 måneder.

Der kan kun gives en ny henvisning, hvis der er tale om en ny henvendelse eller en (ny) forværring i eksisterende sygdom (kat. 1-8) eller hvis der er tale om en ny angst- eller depressionslidelse (kat. 10 og 11). Der skal være gået 12 måneder siden dit sidste forløb blev afsluttet, før et nyt forløb udløser ret til en ny henvisning.

Din henvisning skal være aktiv

Din henvisning fra lægen skal være under 3 måneder gammel. Hvis den er ældre, må du bede din læge om at få henvisningen fornyet, før vi kan lave aftaler om et samtaleforløb.

Hvis du skifter psykolog

Det er vigtigt, at du oplyser, hvor mange gange, du har brugt henvisningen hos den anden psykolog.

Så kan vi sørge for, at du får overført de resterende konsultationer, som er tilbage på henvisningen, til dit forløb hos Helle.

Sådan får du adgang til vores online booking

Når vi har aftalt opstart af et forløb og sikret, at der er tider til dig, henter vi din lægehenvisning. Herefter får du adgang til at booke tider i vores online booking.

For at lave aftale om opstart af et samtaleforløb med lægehenvisning er det lettest, at du udfylder vores kontaktformular, så vender vi tilbage til dig hurtigst muligt.

Før du henvender dig til os, beder vi dig sikre, at din henvisning ikke er blevet for gammel (se tidligere).

Ved opstart booker vi 8-10 tider i kalenderen. Det er vigtigt, at du hele tiden selv sørger for at have booket tider cirka 3 måneder frem i min kalender. Du bør altså altid booke en ny tid, hver gang vi er færdige med en samtale. Hvis du glemmer det, risikerer du, at du ikke kan få en ny tid, fordi min kalender altid er fyldt op cirka 3 måneder frem.

Med en lægehenvisning tilbydes tider i almindelig åbningstid. Der er desværre ikke adgang til aftentider, da vi ikke må opkræve vores aftentillæg.

Sørg for at du kun booker de konsultationer, som hedder ”med lægehenvisning”.

Første samtale aftales som en dobbelt konsultation. Efterfølgende samtaler har en varighed på 45 minutter – medmindre andet er aftalt på forhånd.

Priser og betaling

Med tilskud fra Den Offentlige Sygesikring udgør din egen betaling knap 40% af mit honorar. Du finder satserne for egenbetaling under mine priser.

Din betaling skal ske senest i forbindelse med din samtale. Kontant eller på MobilePay. Vi tager ikke imod Dankort.

Per 1. juli 2025 er ofre for vold, voldtægt og røveri med lægehenvisning berettiget til gratis psykologhjælp (uden egenbetaling).

Unge mellem 18 og 24 år er berettiget til gratis psykologhjælp (uden egenbetaling) for behandling af angst og depression.

Afbud – seneste rettidige afbud er kl. 12.00 dagen før

Alle ændringer i dine aftaler hos mig skal foregå via online booking her på hjemmesiden.

Når du ændrer tider, så sørg for at du får booket en ny tid, før du annullerer din gamle tid, ellers risikerer du at slette en tid uden at kunne få en ny.

Ifølge overenskomsten med Den Offentlige Sygesikring, er seneste afbud ved konsultationer med lægehenvisning kl. 12.00 dagen før din aftale. Jeg vil sætte stor pris på, hvis du melder afbud i så god tid, at andre kan nå at tage fri fra skole/arbejde og få glæde af tiden.

Vær venligt opmærksom på, at jeg ikke får betaling fra Den Offentlige Sygesikring, når du melder afbud for sent eller ikke møder op.

  • Du melder afbud ved at slette din tid i vores online booking her på hjemmesiden.

Afbudsgebyr

Ved for sent afbud vil du blive opkrævet et afbudsgebyr svarende til din fulde egenbetaling. Denne sats gælder også for dig, som er fritaget for egenbetaling (unge mellem 18-24 år på den vederlagsfri ordning og i forbindelse med vederlagsfri behandling for vold, voldtægt og røveri).

Ved andet og efterfølgende afbud opkræves dobbelt afbudsgebyr.

Der opkræves også afbudsgebyr ved udeblivelse. Forsinkelse på mere end 20 minutter betragtes som udeblivelse.

Ved gentagne afbud, udeblivelser og ustabilt fremmøde forbeholder jeg mig ret til at afslutte dit forløb.

Lovgrundlag og regler

Læs evt. mere om lovgrundlag og regler for tilskud til psykologhjælp her:

Der forventes ændringer i lovgrundlaget i løbet af 2026 – men ingen forandringer i vilkår for tilskud til psykologhjælp.

Bestil tid

Er du klient, kan selv du booke og ændre din tid her.

Online samtale

Klik på dette link, lige før din session starter. Så kommer du ind i mit online venteværelse, hvorfra jeg lukker dig ind til vores samtale på det tidspunkt, vi har aftalt.

Menu