ACT casekonceptualisering er et godt værktøj, der giver overblik over, hvad klienten kæmper med og søger hjælp til og sætter det ind i en teoretisk/metodisk forståelsesramme. Det skærper din opmærksomhed og sikrer, at du ikke griber efter tilfældige interventioner. Det styrker din evne til at kunne begrunde egne interventioner teoretisk. Få indblik i værktøjet og benyt skema til din egen casekonceptualisering.
Første skridt i terapi handler om at sætte sig grundigt ind i det, klienten kæmper med og søger hjælp til. Vi skal forstå det, som klienten forstår, og vi skal bruge empati (’mere-forståen’) til at sætte os i klientens sted og leve os ind i klientens oplevelse af egne problemer. Det er ikke nok at vide, at klienten f.eks. søger hjælp på grund af angst. Vi må forstå, hvordan angst opleves af netop dette menneske, hvordan det fylder i personens liv, og hvordan det giver problemer for klientens konkrete livsudfoldelse.
“At man, når det i Sandhed skal lykkes en at føre et Menneske hen til et bestemt Sted, først og fremmest må passe på at finde ham der, hvor han er, og begynde der. Dette er Hemmeligheden i al Hjælpekunst.
Enhver, der ikke kan det, han er selv i en Indbildning, når han mener at kunne hjælpe en Anden.
For i Sandhed at kunne hjælpe en Anden, må jeg kunne forstå mere end han – men dog vel først og fremmest forstå det, han forstår. Når jeg ikke gør det, så hjælper min Mere-forståen ham slet ikke. Vil jeg alligevel gøre min Mere-forståen gældende, så er det fordi jeg er forfængelig eller stolt, så jeg i Grunden i stedet for at gavne ham egentlig vil beundres af ham. Men al sand Hjælpen begynder med en Ydmygelse.”
Citat, Søren Kierkegaard, om kunsten at hjælpe
Casekonceptualisering fungerer som din arbejdsbeskrivelse
Når vi omsætter klientens klager og ønsker til behandlingsmæssige mål og opgaver inden for en teoretisk/metodisk forståelsesramme, anvender vi vores psykologiske ’mere-forståen’. Denne ’oversættelsesopgave’ af klientens problemer til en teoretisk funderet ”problemformulering”, er det, som udgør din arbejdsbeskrivelse – altså den opgave, som du skal hjælpe klienten med.
Hvis det i løbet af terapien bliver utydeligt for dig, hvad du skal stille op med klientens problemer i terapien, er det din teoretisk formulerede konceptualisering af klientens problemer (casekonceptualisering), du skal vende tilbage til.
Casekonceptualisering starter altså med at omsætte klientens problemer og klager til en problemformulering, der er i overensstemmelse med en teoretisk/metodisk forståelsesramme med henblik på at vurdere og udvælge behandlingsmæssige interventioner samt udforme en tentativ retningsgivende plan for terapiforløbet.
Fordi casekonceptualisering kobler teori og praksis, er casekonceptualiseringsarbejdet også klinikerens fornemmeste redskab, når det gælder om at lære at anvende teori på praksis og skærpe egne terapeutiske færdigheder i forhold til en psykoterapeutisk metode.
Uden casekonceptualisering kan vi fare vild, miste overblikket og gribe lidt i blinde efter tilfældige interventioner, som måske virker i situationen, men som ikke hjælper til at opbygge vores forståelse for og erfaring med, hvad vi skal gøre, når en given intervention ikke virker.
Vi skal kunne begrunde vores interventioner ud fra en sammenhængende teori om, hvad der skaber lidelse, og hvad der skaber udvikling. Det er kernen i vores faglige fundament, og casekonceptualisering af vores praksiserfaringer er kongevejen hertil.
Adfærdsanalysen er kernen i ACT
Casekonceptualisering kan gøres helt kort, som en adfærdsanalyse, hvor vi zoomer ind på det, som er kernen i ACT´s forståelse af menneskelig lidelse – kognitiv fusion og oplevelsesmæssige undgåelse:
- Hvad er det, klienten ikke ønsker at opleve (tanker, følelser, sensationer m.v.)?
- Hvilken adfærd understøtter denne oplevelsesmæssige undgåelse?
- Hvilke kort- og langsigtede konsekvenser har denne adfærd?
I ACT er det adfærdens funktion, der er genstand for vores analyse, og som vores interventioner er rettet mod:
- Fremmer adfærden psykologisk fleksibilitet?
- Hæmmer adfærden psykologisk fleksibilitet?
Casekonceptualisering handler ikke kun om at forstå den enkelte klients kliniske problemstilling for bedre at kunne hjælpe klienten. Det handler også om at udvikle din evne til at anvende teori/metode på praksis, så du styrker din evne til at kunne begrunde egne interventioner teoretisk. Jeg vil derfor anbefale, at du jævnligt sætter tid af til at arbejde systematisk med grundige casekonceptualiseringer. Det vil skærpe din evne til at anvende din ’mere-forståen’ i praksis og gøre dig til en dygtigere terapeut.
Casekonceptualisering fastholder fokus på det centrale
Du kan bruge nedenstående ACT casekonceptualiseringsskema, som trin for trin fører dig igennem alle ACT-processerne i forhold til din case. Den tager cirka 1-2 timer at gennemarbejde. Skemaet kan også hjælpe dig til at finde tilbage på sporet igen med en klient, hvis du synes, at du er begyndt at famle eller sidder fast.
Når du lader casekonceptualisering forme dit arbejde og dine interventioner, så husk at holde de hypoteser, som du har genereret, lidt let. Hypoteserne er ikke sandheder, men kun dine teoretisk velbegrundede antagelser om, hvad der skal arbejdes med i terapien for at gøre en forskel. Du vil kun kende dine hypotesers anvendelighed, hvis du lader din klient og klientens egen erfaring være eksperten i jeres terapeutiske rum:
Lad din ’mere-forståen’ træde i baggrunden og være et fundament, du står på, frem for at din ’mere-forståen’ bliver det centralt fremtrædende i dit samarbejdet med klienten. Husk på Kierkegaards pointen om ydmyghed. Ydmyghed handler om at bevare en åbenhed over for alt det, vi ikke ved og konstant forholde os nysgerrigt til den anden – og til vores egne casekonceptualiseringens brugbarhed.